Om at bryde hverdagsboblen og finde roen på en tyrkisk bjergside

Jeg ved ikke, hvorfor det føles, som om verden roterer med tiltagende hastighed op mod en ferie. Opgaverne stiller sig ligesom i kø, og hverdagen hiver én hårdt i ærmet, som ville den sige: “Gå ikke. Bliv her. Vi to hører sammen.”

Jeg har ikke nået det, som jeg mente, jeg skulle. Og jeg genkender det som et af hverdagens tricks for at få mig til at blive hængende. Hverdagen bilder mig ind, at alle mulige ligegyldige opgaver er vigtige. Op mod en ferie skal jeg gang på gang minde mig selv om, at det er de ikke. 95% af vigtigheden i hverdagens opgaver er et fatamorgana, en vandspejling, en illusion, der mister sin magi så snart man bryder ud af hverdags-boblen.

Nå, men fordi jeg lod mig besnære af hverdagens forsøg udi at camouflere uvigtigt, som vigtigt, fandt jeg mig selv stående aldeles uforberedt i Hamburg lufthavn forleden. Udefra lignede jeg måske mig selv, men indeni følte jeg mig som en fugl, der var trukket baglæns ud af fuglekassen. Fjerene i uorden, det indre kompas ikke kalibreret. Men dog på vej. Væk fra hverdagen.

I flyet lod jeg mig opsluge af “En mand der hedder Ove”, og skuldrene sænkedes langsomt, mens hjertet faldt til ro, og Ove brød hverdags-illusionen og gav ilt til hjernecellerne.

Tyrkiets bjerge set fra luften

På den anden side af flyveturen ventede en køretur. Den 4-årige faldt i søvn i mit skød, og hendes rolige vejrtrækning akkompagnerede turen gennem bjergene.

Nu er vi fremme. Vi har fundet ro her ude på kanten af verden, hvor græshopperne sætter lydkullissen og intet sker.

Vi sover
I mørke er alle billeder grumsede, men søvnen er ren som sne.

Vi bor på et lille pensionat, hvor vi er de eneste gæster. I bjergene, tæt på havet.

Vi skal ingenting. Som i ingenting overhovedet, og det passer os så fint.

Langsomt begynder brikkerne i hovedet at falde på plads. Langsomt finder vi tilbage til os selv, fordi når stilheden sætter ind, er det kun det, der er tilbage. Os selv. I ro.

——

Disclaimer. Foretrukne ferieformer er ligeså forskellige, som mennesker. Jeg skriver om mine oplevelser på min private ferie til pensionatet ‘Den lille havfrue’ i Cirali. Indlæggene er ikke sponsorerede, og alt hvad jeg skriver er udtryk for min egen subjektive opfattelse.

Del dit naturbillede og vind sommervin

Solen skinner og vejrudsigten lover sommer, sommer, sommer. I den anledning og i et anfald af almindelig sommerkådhed vil vi gerne skyde bloggens første konkurrence i gang.

Konkurrencen kombinerer på fineste vis to ting, som vi er vældigt glade for. Den ene er at dele sine naturoplevelser, og det andet er at nyde naturen til fulde og eksempelvis tage sin vin med ud i blomsterengen, til vandet, på shelterturen eller lige der, hvor du synes, at den danske sommer gør sig allerbedst.

Normalt deler vi gerne alle vores naturfotos. Nu vil vi rigtigt gerne se dine også. :-)

 Vind Banrock vin #BeautyfulPlanetDK

Vind vingave

Vi udlodder i samarbejde med Banrock Station 3 vin-gaver, og du deltager i konkurrencen ved at uploade dit naturbillede til vores Facebookside og tagge det #BeautyfulPlanetDK

Vi trækker 3 vindere tirsdag den 5. juli, og selv om vi meget gerne ser smukke, smukke naturfotos, så er det ikke kvaliteten af dit foto, der bliver afgørende her. Vi trækker lod mellem jer, der deltager.

Vi offentliggør navnene på de 3 vindere her på bloggen, så husk at hold øje med, om du er en af de heldige.

Så skynd dig, hop ind på vores FB-side og del dit naturfoto (mon ikke du har et på telefonen allerede). Vi glæder os til at se dit bidrag, og vi glæder os også til at dele vin ud til 3 af vores læsere.

________________________

Konkurrencen udbydes i samarbejde med Banrock Station, der har sponsoreret præmierne. Banrock Station er ud over deres vine kendt for at bruge en del af deres overskud til at støtte naturprojekter verden over. I Danmark har Banrock Station i samarbejde med Dansk Ornitologisk Forening oprettet særlige lærkepletter, der gør det nemmere for sanglærkerne at finde mad til deres unger, og på den måde sikrer bestanden fremover.

Jagten på den revirhævdende medaljebuk

Jeg drømmer fortsat om at nedlægge den store, den revirhævdende medaljebuk, som jeg har set liste rundt i området.

Jeg fik riffeltegn for 6 år siden, og jeg har i den periode sammen med et par andre jægere skudt 5 bukke i forårsjagten. Alle bukke under tre år. Jeg har endnu ikke skudt en seksender. På den sidste trykjagt i januar, så vi over 25 forskellige rådyr, så vi ved, at der må være flere bukke over tre år.

Da bukkejagten gik ind den 16. maj var vejret perfekt og lysten til at nedlægge et flot dyr høj. Der var stort set ingen vind, og solen varmede, da den stod op.

morgenlys i skoven

Kun et par enkelte pjuskede harer hoppede stille forbi mit skjul, og selv om det var den smukkeste morgen, og den skønneste naturoplevelse, ville jeg have givet meget for, at en flot buk også lige var spankuleret forbi.

hare

Heldigvis havde andre større held end jeg, og der var masser af flotte dyr og gode historier til det efterfølgende bukkepral.

bukkepral

Opsætning af ny stige

På de første jagte efter d. 16. maj så jeg flere gange en buk gå i den samme skovkant ca. 200 meter fra min stige. Jeg har set ham markere territoriet overfor en ung gaffelbuk. Nu har jeg opsat en ny stige midt i hans revir, og så venter jeg på, at han bliver uforsigtig.

Ny stige - jagten på den revirhævdende medaljebuk

I øvrigt omtaler jagtbladet de store revirhævdende medaljebukke som spøgelsesbukke, som man typisk kun får at se på vildtkameraer.  I linket kan du også læse en plan for afskydningen af råvildt, som skulle give bedre chance for at reviret får medaljebukke. Mere eller mindre utilsigtet har vi faktisk fulgt den plan.

Mine jagtvenner har travlt med at sende MMS med deres trofæer, denne fem-seks årige buk blev skudt i Bjerregrav Mose, at dømme efter antallet af MMS´er er der blevet skudt mange store bukke i år, og jeg håber snart, at det bliver min tur til at sende en MMS retur med en flot nedlagt buk, helst den revirhævdende medaljebuk.

buk

Pragtvandnymfe – eller hvordan naturen gavmildt deler et skud eventyr lige nu

Måske kender du allerede pragtvandnymfe? I så fald har du sikkert allerede i flere uger spejdet efter dem ved rindende åer, for de er intet mindre end magiske.

Hvis ikke du allerede kender dem, så læs lige med, for de er helt sikkert et nærmere bekendtskab værd. I virkeligheden synes jeg, at de er et af vores mest eventyrlige naturfænomener.

pragtvandnymfe

Arterne

Der findes to arter, og de lever ofte de samme steder. Blåvinget pragtvandnymfe er den du ser herover. Hele hannens vinge er meget smuk metallisk blå.

Blåbåndet pragtvandnymfe er den, som du kan se herunder. Og ja, de ligner hinanden. Ved blåbåndet pragtvandnymfe-hannen er vingen gennemsigtig, men med tydelige blå bånd/tegninger.

Begge er de lige smukke.

Begge får de dig til at føle, at du er med i Avatar eller en anden magisk og storslået fortælling, når de flyver om ørerne på dig.

pragtvandnymfe1

pragtvandnymfe3

Pragtvandnymferne er 3 år om at udvikle sig fra æg til smuk, smuk guldsmed. Som udvokset er levetiden ligeså kort, som guldsmeden er elegant i sommersolen. Sølle 3 uger bliver det til, i hvilken de skal nå at parre sig og lægge nye æg. Jeg tror ikke, de har tid til serielt monogami. 😉

Men de gør sig ikke på fotos, og de bør i høj grad nydes i virkeligheden, hvor deres luftakrobatik udgør den fineste flyveballet, jeg nogensinde har set. Jeg tog et par ubehjælpelige videoer med min telefons slowmotion funktion – dem kan du se herunder.

God fornøjelse – og tag endeligt børnene med. Pragtvandnymferne er nemme at se, så der er nærmest garanteret succes, og de hverken bider eller stikker.

Hvor finder jeg pragtvandnymfe?

Du finder dem stort set over alt i Danmark, hvor der er små til mellemstore vandløb, med iltrigt og køligt vand. Jeg så dem ved Klostermølle, som jeg skriver mere om en anden dag. Men hvis du bør i Østjylland er det et oplagt – og meget smukt sted – at tage hen at se dem.

En lektion i ydmyghed…

Jeg står på det, der føles som kanten af verden.

Klipperne er skarpe, vinden hård, og Nordatlanten banker kontinuerligt og ubarmhjertigt mod kanten. Jeg tænker på de mennesker, der har levet her for mange år siden. Hvordan har de kunnet det?

Lavaengene gør alt ufremkommeligt. Det tager mig en time at gå få hundrede meter. Stort set intet kan gro her, og selv om havet i princippet er et stort spisekammer, har det til alle tider på disse kanter også været en lumsk og farlig modspiller.

londrangar

Jeg er lillebitte her, og ydmygheden sniger sig ind på mig.

Jeg tænker på mit sidste indlæg om at vælge selv, og tænker på mit himmelråbende mangel på perspektiv. Ganske vist vælger jeg selv de små ting, arbejdsopgaver, hvordan jeg bruger min tid og så videre. Men langt det meste har jeg intet at skulle have sagt omkring.

Det er så tydeligt her på kanten af verden.

Jeg er født priviligeret. På et heldigt sted, på et heldigt tidspunkt. Jeg har hverken risikeret sult, kuldedød eller vulkanudbrud. Jeg har gået i skole, fået en uddannelse. Mad er noget, vi køber, og der er så meget af det, at vi har mere, end vi kan spise. Jeg har overlevet svære graviditeter, sygdomsforløb og alle mine børn er overlevet på grund af adgangen til lægehjælp. Jeg havde ikke klaret den her.

Jeg har meget at være taknemmelig for. Meget, som jeg ikke selv har valgt, men hvor jeg bare har været usandsynligt heldig. Jeg er et lille bitte skib på livets store hav, og det er nemt at komme til at bilde sig selv ind, at man er en dygtig sejler, når man i virkeligheden bare har været heldig med vejret.

Det minder de smukke basalt formationer ved Lóndrangar mig om. Jeg er ydmyg og taknemmelig – også for lektionen.

Enkelt lifehack – jeg vælger selv!

Jeg tror ikke, at der findes en hurtig vej eller en enkel opskrift på det gode liv.

Gid der gjorde, kan jeg tage mig i at tænke, når meningsløsheden ånder mig i nakken, modvinden blæser ubarmhjertigt og lidt for meget virker uoverkommeligt og svært.

Frugtræerne blomstrer - og jeg vælger selv

Men så alligevel. For lige der, når det er allersværest, skal jeg huske mig selv på, at jeg er faldet i en fælde. En fælde, der klapper umærkeligt bag mig, og som jeg kun kender alt for godt, men som jeg derfor også kender vejen ud af.

Jeg ved ikke, hvor den kommer fra, fælden, men jeg bærer den med mig i verden, og med jævne mellemrum falder umærkeligt og dybt ned i den.

Fælden er, at jeg tror, jeg skal alt muligt.

Fælden er, at jeg føler mig fanget af alt det, som jeg tror, jeg skal.

Fælden er, at jeg får lidt ondt af mig selv over alt det, som jeg tror, jeg skal. Deadlines, der presser. Arbejdsopgaver, der er komplekse. Krav om effektivitet og hurtighed, når alt i mig skriger på langsomhed og eftertænksomhed.

Frugtræerne blomstrer - og jeg vælger selv

Jeg vælger selv…

Måske kender du også den fælde? Eller måske er det mest min egen?

Under alle omstændigheder vil jeg gerne dele vejen ud af den. For det er en fælde. Tanken om alt det, som jeg skal, er ikke sand. Langt det meste af det, som presser mig, er noget, som jeg aktivt selv har valgt, og hvor jeg jo bare kunne vælge anderledes.

Og når jeg i mine tanker skifter perspektivet fra “Jeg skal...” til “Jeg vælger…” er det som om de indre tektoniske plader flytter sig. Pludseligt mærker jeg energi fremfor opgivenhed. Pludseligt mærker jeg, at jeg er på vej til at tage magten tilbage, fremfor at lægge ansvaret fra mig.

For at komme ud af fælden, skal jeg i en periode være bevidst om mine tanker. Jeg skal bevidst og systematisk udskifte “Jeg skal...”, “Jeg bør...” og “Jeg må…” (indsæt selv sammenbidte tænder og et lidende udtryk i blikket) med “Jeg vælger…“.

For der er det vigtige med valg, at man kan sige nej. Det er ok, at sige nej. Det glemmer jeg, når jeg tror, jeg skal, jeg bør og jeg må.

Jeg skal jo ret beset ikke overholde den deadline, men jeg vælger at gøre det, fordi den artikel som jeg er ved at skrive faktisk giver mening for mig, og fordi den indeholder tanker, som jeg gerne vil dele med verden. Jeg kunne vælge anderledes. Jeg kunne vælge et arbejdsliv uden skriveopgaver, uden skrivemuligheder, men det har jeg ikke gjort. Jeg har valgt lige præcist dette liv.

Jeg kan vælge at insistere på langsommelighed. Jeg kan vælge at tage det hele i mit tempo og nå, det jeg så når. Jeg kan vælge at sige nej, når jeg bliver spurgt til arbejdsopgaver, som jeg ikke har tid til. Jeg kan vælge at passe på mig selv, før alt muligt andet.

Hver eneste dag har jeg chancen for at vælge og vælge om. Og jeg har derfor med jævne mellemrum brug for at minde mig selv om, at min verden er, som den er, fordi jeg med de vilkår jeg nu er givet, har valgt at gøre præcist, som jeg har gjort.

Måske trækker det op til at vælge om, men indtil da har jeg valgt netop dette.

Sort sol – lyset vender tilbage og stærene flokkes

Der har været stille på bloggen. Vinterstille.

Men nu er lyset vendt tilbage, og med lyset lysten, livet og energien.

stære sort sol tøndermarsken nationalpark vadehavet

stære sort sol tøndermarsken nationalpark vadehavet

stære sort sol tøndermarsken nationalpark vadehavet

Noget af det mest fantastiske ved at bo i Norden, hvor årstiderne skifter, er at få lov til at mærke, hvordan verden ligesom vågner på ny hvert eneste forår. Hvordan alt det grønne fortrænger mørket, og fuglenes stemmer indtager lydbilledet i naturen.

Jeg elsker det. Det er umuligt ikke at blive smittet af vitaliteten. Og forventningen om de lune lyse måneder, der ligger foran os blæser vinterstøvet af sjælen. Det er forår.

Endeligt!

Foråret har mange tegn. Et af de tegn, som jeg sætter særlig pris på og har nydt til fulde i påskeferien er de store stæreflokke, der samler sig ved solnedgang. Sort sol.

Det er en gåde, hvordan de koordinerer deres færden, og magisk hvordan de i den fælles indsats mod rovfuglene danner de mest fantastiske formationer i luften, før de går samlet til ro i sivene.

Men først samles de i trætoppene. Her sidder de så tæt, at man næsten tror det umuligt.

stære sort sol tøndermarsken nationalpark vadehavet

stære sort sol tøndermarsken nationalpark vadehavet

Og når de samlet letter, ser det næsten ud som om træet går i opløsning.

stære sort sol tøndermarsken nationalpark vadehavet

stære sort sol tøndermarsken nationalpark vadehavet

stære sort sol tøndermarsken nationalpark vadehavet

stære sort sol tøndermarsken nationalpark vadehavet

stære sort sol tøndermarsken nationalpark vadehavet

Det er så fascinerende. Se her, filmet med håndholdt mobil i gråvejr:

Men snyd ikke dig selv. Tag selv ud at se det. Stærene optræder igen i aften. :-)

Hurtig og nem adventskrans med materialer fra haven

I morgen skal det første lys i årets adventskrans tændes, og julen nærmer sig.

Måske har du endnu ikke fået din adventskrans i hus, og så vil jeg gerne vise dig, hvor nemt, hurtigt og billigt det kan gøres.

Vores adventskrans vinder ingen blomsterbinder-priser. Den er bundet løst, hurtigt og mildest talt uprofessionelt, til gengæld er den helt vores egen.

Den består i al sin enkelhed af en gammel halmkrans viklet med buksbom og lidt lærkegrene fra haven. Det eneste, som jeg har været ude at købe var lysene.

Vær ikke bange, selv om du ingen erfaring har med at binde kranse. Både buksbom og lærk (og for den sags skyld gran, enebær og fyr) er dækkende og tilgivende. Det må gerne stritte lidt, og lidt uensartethed i bindingen øger kun charmen.

adventskrans diy

En gang imellem har det sin fordel at være langsom. Vi har i flere år talt om at fælde det store, skæve lærketræ i haven. Det er mildest talt ikke kønt, og det stjæler både lys og næring fra æbletræerne. Lige i dag tænker jeg dog, at det var fint, vi ikke nåede det.

adventskrans diy

Når jeg henter materialerne til min adventskrans og julens andre dekorationer i haven eller i skoven, får jeg så meget mere end selve materialerne. I dag har jeg nydt godt af lyset, der hjælper mig mod vinterens tungsind, ligeledes har jeg fået duftene af jord, træ og mørk november skov. Jeg har fået lidt motion på den bløde skovsti, og jeg har taget årstiden ind.

Alt sammen hjælper mig til at kunne glæde mig til jul.

adventskrans diy

DSC_7053

Og hvis du nu bare ikke gider binde en adventskrans, så stil 4 lys på et fad og nyd turen i naturen i stedet. Der er afsindigt smukt i verden lige nu.

Jeg håber, at du får den dejligste første søndag i advent. Jeg er i hvert fald klar nu. :-)

5 gode grunde til at droppe Black Friday

Black Friday er ud over det hele i disse dage. På Facebook, i din postkasse, i tv, radio og på bussen, som du kører bagefter på vej til arbejde. Spar 20, 30, 40%. Køb 3 betal for 2. Vi har åbent hele dagen og natten med. Køb, køb, køb!

Men vent nu lige et øjeblik. Vi bringer dig 5 gode grunde til, at du skal droppe Black Friday, selv om du i virkeligheden kun behøver én. Og den ene er så simpel:

1. Du har allerede nok

Når du bor i Danmark og derfor læser dette indlæg, der er skrevet på dansk, er det langt mest sandsynligt, at du i virkeligheden har alt for meget, end at du har for lidt. Du vil derfor sikkert blive mere lykkelig af at smide noget ud, end du vil af at købe mere.

Men i fald at du alligevel har brug for flere gode grunde, får du dem her:

2. At eje flere ting gør dig ikke gladere

Du kan stille dig selv spørgsmålet: Hvornår var jeg gladest i mit liv? Var det da du ejede mest? Højest sandsynligt var det ikke det, men hvis det alligevel var, kan du jo stille dig selv spørgsmålet, om du var mest glad på det tidspunkt, fordi du ejede mest, eller om der var andre faktorer, der i højere grad påvirkede dit glædesniveau? Personligt har det, der gør mig gladest meget lidt med materielle ting at gøre. Det handler i stedet om mennesker, kærlighed, varme, tillid og intimitet.

3. At bruge tid på at købe ting på Black Friday berøver dig tid fra det, som i virkeligheden er vigtigt for dig. 

Din tid er værdifuld. Ingen af os ved, hvor længe vi har, og derfor skal vi bruge vores tid klogt. En australsk sygeplejerske indsamlede fortrydelser fra døende patienter. Ingen fortrød at være gået glip af Black Friday. I stedet fortrød de blandt andet, at de havde brugt for meget tid på deres arbejde, at de havde manglet mod og at de ikke havde holdt kontakt med deres venner. Brug derfor tiden fredag på noget, som du ikke vil fortryde.

4. At bevæge sig ind i menneskemylderet øger dit stressniveau

Black Friday er manglende parkeringspladser. Folk over det hele. Mennesker der støder ind i dig fra dine blinde vinkler og uendelige køer. Alt sammen noget, der øger dit stressniveau og ikke gør dig godt.

Hvis du i stedet gerne vil sænke dit stressniveau viser forskning, at det gøres effektivt ved at bevæge sig væk fra byen og ud i naturen i stedet. Så måske er din tid bedre brugt fredag på en tur i skoven med en du holder af i hånden?

5. Uhæmmet, uovervejet og unødvendigt forbrug skader vores klode

Det koster resurser at producere ting. Det koster også resurser at transportere dem, reklamere for dem osv. Jo mere vi genanvender de ting, der allerede er produceret og derfor allerede har belastet miljøet, jo færre nye ting har vi brug for. Det er derfor smartere miljømæssigt at genanvende end at købe nyt.

Under alle omstændigheder ønsker vi dig den bedste fredag i morgen. Måske vi ses i skoven?

Frosne bøgeblade i vinterskoven