Category: Naturoplevelser

7 gode grunde til at du skal hjælpe dit barn med at installere Pokémon Go allerede i dag

Den spritnye dille Pokémon Go er en velsignet gave til naturelskende forældre med skærmglade børn. Punktum.

Umiddelbart tænker du måske, at det lyder lidt mærkeligt, at vi der ellers er de største fortalere for natur, pludseligt beder dig installere endnu et spil på dit barns telefon eller tablet. Endda et, der ikke helt er i Danmark endnu.

Men den er god nok.

Bliv hængende et øjeblik, så forklarer vi, hvorfor vi er begejstrede.

Pokémon Go - skærmglade børn og naturelskende voksne er det perfekte match
Så er vi på fælles jagt efter Pokémons, men vi så også en enkelt sæl, nogle rovfugle og fik tjekket vandstanden i slusen (den er høj!)

Pokémon Go er i al sin enkelhed et spil, som du ikke sidder og spiller. I stedet bevæger du dig rundt i dit lokalområde, i naturen eller hvor du nu har lyst til at gå tur. Det handler kort fortalt om at fange Pokémons og træne dem. Når du går, kan du se, hvis du nærmer dig en Pokémon. Du kan ikke se præcist i hvilken retning den er, men du kan se, om tampen brænder og om sporet bliver koldere eller varmere. Derfor må du prøve dig lidt frem i forskellige retninger.

I dag har jeg været på tur med tre af mine fire børn. De spænder i alder fra 4 til 18 år og så er der lige mig, mor på 41 år. Det kan være ret svært at finde aktiviteter, der falder alle i smag.

I en almindelig sommerferie kunne det lyde sådan her:

Mig: “Hvad så unger, vil I ikke en tur med ud til diget og se, om vi kan se et par sæler i slusen?”

Jeg lyver ikke, når jeg siger, at der ikke plejer at være kø til den tur. 😉

I dag lød det i stedet sådan:

Mig: “Hvad så unger, skal vi ikke køre en tur ud til slusen og se, om vi kan fange nogle vand-pokemons?”

Alle ville med. Alle sprang rundt i alle retninger på diget. Der var et Poke Stop ved slusen og en enkelt sky sæl nede i vandet. Stor lykke.

Pokémon Go - skærmglade børn og naturelskende forældre er det perfekte match
Der er et Poké Stop ved Vidåslusen – her er det dog vandets bevægelser ved sluseportene, der studeres

Så derfor fra mig til dig – 7 gode grunde til at naturelskende forældre bør spille Pokémon Go med deres skærmglade børn:

  1. Det er en gratis sommerferieaktivitet, der med garanti vækker glæde ved alle deltagende.
  2. Dine børn vil elske at jage Pokémons sammen med dig. Dine børn vil plage dig for flere ture ud i naturen
  3. Når I er ude på tur, vil de spørge, om I ikke nok skal gå længere. Måske er der en Pokémon lige lidt længere henne af stien eller om det næste hjørne?
  4. Det er superhyggeligt at finde Pokemons sammen
  5. Dit barn lærer det område I færdes i at kende. Lærer sammenhængen mellem den virkelige verden og et kort. Dit barn bliver med andre ord en supergod stifinder, der kan orientere sig i verden, finde ting og finde hjem igen.
  6. Der er fri naturnydning, mens I går
  7. Man kan ikke undgå også at se mange andre spændende ting, når man alligevel er ude at lede. I dag så vi flere rovfugle, fandt stier i lokalområdet, som vi ikke kendte før, og fik en god snak om marskens natur

PS. Mens jeg skrev det her indlæg gik den 18 årige og den 9 årige en aftentur sammen. Der er nemlig andre Pokémons ude i skumringen, så de sonderer lige terrænnet. 😉

PPS. Husk at minde dine børn om at passe på i trafikken, hvis de selv tager spillet med på tur.

__________________

Mereafdetgode.dk er en blog om det gode liv tæt på naturen. Følg os på Facebook, hvis du vil have tips og inspiration til at nyde og bruge naturen mere i hverdagen. Og del gerne vores indlæg, hvis du kan lide dem. 🙂

I shelter med børn – gode råd til den første tur

Det er dejligt at sove i shelter. Roen, den friske luft, nærværet og naturen er skønt for både store og små. Men hvis du ikke har været i shelter med børn før, er det en god ide at forberede dig hjemmefra, så I får den bedst mulige oplevelse.

Hvis du er erfaren shelterbruger, synes du sikkert, at det er helt naturligt bare at hive ungerne med. Men hvis du selv er lidt uvant med at være så tæt på naturen, har jeg i denne artikel samlet en række gode råd til første gang du er af sted med børn.

Shelter med børn - shelterpladsen i Vrads
Vi har slået os ned på pladsen, og endnu er vi alene. Senere kom et par cyklister og en vandrende familie også til.

Hvilket shelter skal jeg vælge til shelter med børn?

Hvordan finder jeg ud af, hvor der er sheltre? Jeg bruger altid de offentlige sheltre, de er gratis og ligger typisk meget dejlige steder i den danske natur. Du finder en oversigt over Naturstyrelsens sheltre på på deres hjemmeside, som du finder lige her. Du kan også installere shelter-appen, der er gratis, men ikke altid helt opdateret. Shelter-appen finder du her. Vær opmærksom på, at nogle sheltre kan bookes, og at dem der har booket naturligvis har fortrinsret til shelteret. Derfor er det selvfølgelig en god ide at booke, hvor det er muligt. 😉 Læs mere om de shelterpladser, som vi har besøgt her.

Vælg et shelter, der ikke ligger for langt væk. Hvis det er din første tur med relativt små børn, er det en god ide at vælge et shelter, der ikke ligger alt for langt væk hjemmefra. Hvis vejret udvikler sig anderledes, end du har regnet med, eller hvis der sker noget andet uforudset, er det rart at vide, at I kan tage hjem, få varmen, finde roen og bare prøve igen en anden gang.

Vælg en shelterplads med adgang til toilet og rindende vand. De første par gange jeg var af sted med børn havde jeg en tendens til at tage rigeligt med. Så for ikke at gøre det unødigt svært for mig selv, vælger jeg altid en shelterplads med adgang til toilet og rindende vand. Så slipper jeg for at skulle slæbe en stor, tung dunk med vand med. En del shelterpladser har også adgang til brænde, hvilket også er en klar fordel.

Shelter med børn
En shelterplads tæt ved havet giver mulighed for strandture. Her plukker Ellen de smukke blomster fra Strandkål – stænglerne kan i øvrigt tilberedes og spises og smager lidt som asparges.

Hvad skal jeg tage med, som vi kan spise?

Vælg noget dit barn/dine børn kan lide. Første gang i shelter er der rigeligt med nye indtryk for et små mennesker, derfor er det en god ide, at vælge “et sikkert hit” hvad angår mad. Ingen mad er “forkert” sheltermad, og det meste kan enten tilberedes eller varmes over et bål.

Gør det nemt for dig selv. Sørg for at den første tur i shelter ikke bliver en gastronomisk arbejdslejr. Gør det nemt for dig selv. Går du efter suppe, må den gerne komme fra en pose. Pølsehornene må du gerne have bagt hjemmefra, og ligger der et pizzaria tæt på, kan man endda hente aftensmaden her. Sagen er, at jo mere energi, du kan frigive til at være nærværende med dine unger, spille lidt bold, eller samle stem og skaller langs stranden, jo bedre.

Tag nok med – også af hyggemaden. Vi bruger mere energi, når vi er i naturen. Når vi ovenikøbet er et nyt sted og måske for første gang i livet skal sove ude, bruger vi endnu mere. Hav med så ingen går sukkerkolde. Tilbyd gerne både måltider, mellemmåltider og lidt chokolade ind imellem.

Drikkevarer. Kaffe, te, saftevand – husk både voksne og børn.

Shelter med børn
Det er hyggeligt at lave snobrød. I vores familie holder vi af at lave dem som kanelsnurrer på en pind.

Hvad skal jeg have med til overnatningen?

Soveting, der passer til årstiden. Nu snakker vi om første overnatning i shelter, og derfor er det selvfølgeligt smart at tage af sted i sommerhalvåret. Du får brug for en madras eller et underlag til både dig selv og hver af børnene. Hertil kommer en sovepose eller dyne samt en hovedpude + eventuelle uundværlige tøjdyr.

Sovetøj. Mine børn sover uroligt. Det betyder, at jeg ikke kan regne med, at de nødvendigvis bliver helt nede i soveposen hele natten, selv om jeg putter dem grundigt derned om aftenen. Derfor insisterer jeg på, at de sover i langt uldundertøj. Jeg anbefaler uldtøj fra Joha, for så ved jeg, at de kan holde varmen, selv om de får sig ormet ud af soveposen i søvne: uldbluse fra Joha, uldbukser fra Joha. Det er også en god ide med en tynd uldhue, hvis det bliver koldt om natten.

Gummistøvler. Når duggen falder bliver græsset vådt. Derfor er det vigtigt at have gummistøvler med for at holde fødderne tørre. Kulden kommer krybene med fugten, så det er vigtigt at holde sig tør for at kunne holde sig varm.

Andet jeg skal huske?

Vi er alle forskellige, og nogle har brug for langt mere end mig, og andre har givetvis brug for mindre. Men herunder er min basis-huskeliste til overnatninger med børn.

Praktisk huskeliste:

  • En god lommelygte, evt. pandelygte, hvis du er alene voksen og har brug for at kunne få lys og have hænderne fri på samme tid.
  • Et Trangia-sæt er næsten uundværligt, og den første ting jeg som shelter-begynder ville investere i.
  • Sprit til Trangia-sættet
  • Tallerkner, kopper, bestik (Søstrene Grene, Tiger og Ikea har billigt plastic eller melamin-service), pyt det hele i en balje, så har du også noget at vaske op i.
  • Skærebræt og køkkenkniv
  • Lidt sulfo, en klud og et viskestykke
  • Optændingsbriketter, aviser og en lighter
  • En rulle toiletpapir og vådservietter
  • Poser til skrald
  • En mobil, der er ladet op (sæt den evt. på flytilstand, når du ikke bruger den, så holder batteriet længe, og I slipper for at blive forstyrret på jeres sheltertur ;-))
  • Evt. en powerbank til mobilen, så du kan lade den op igen.
  • Evt. dolke og bøger til at slå dyr, fugle og planter op i.

Har vi glemt noget i ovenstående? Skriv det i en kommentar til indlægget.

… og så er der vist ikke andet tilbage end at ønske jer en rigtig god tur! 😀

Shelter med børn

__________________

Mereafdetgode.dk er en blog om det gode liv tæt på naturen. Følg os på Facebook, hvis du vil have tips og inspiration til at nyde og bruge naturen mere i hverdagen.

Dette indlæg indeholder et eller flere affiliate link, der giver os kommission, hvis du køber noget. Vi linker kun til vores foretrukne webshops, og når du køber noget gennem et affiliate link, støtter du vores arbejde.

Del dit naturbillede og vind sommervin

Solen skinner og vejrudsigten lover sommer, sommer, sommer. I den anledning og i et anfald af almindelig sommerkådhed vil vi gerne skyde bloggens første konkurrence i gang.

Konkurrencen kombinerer på fineste vis to ting, som vi er vældigt glade for. Den ene er at dele sine naturoplevelser, og det andet er at nyde naturen til fulde og eksempelvis tage sin vin med ud i blomsterengen, til vandet, på shelterturen eller lige der, hvor du synes, at den danske sommer gør sig allerbedst.

Normalt deler vi gerne alle vores naturfotos. Nu vil vi rigtigt gerne se dine også. 🙂

 Vind Banrock vin #BeautyfulPlanetDK

Vind vingave

Vi udlodder i samarbejde med Banrock Station 3 vin-gaver, og du deltager i konkurrencen ved at uploade dit naturbillede til vores Facebookside og tagge det #BeautyfulPlanetDK

Vi trækker 3 vindere tirsdag den 5. juli, og selv om vi meget gerne ser smukke, smukke naturfotos, så er det ikke kvaliteten af dit foto, der bliver afgørende her. Vi trækker lod mellem jer, der deltager.

Vi offentliggør navnene på de 3 vindere her på bloggen, så husk at hold øje med, om du er en af de heldige.

Så skynd dig, hop ind på vores FB-side og del dit naturfoto (mon ikke du har et på telefonen allerede). Vi glæder os til at se dit bidrag, og vi glæder os også til at dele vin ud til 3 af vores læsere.

________________________

Konkurrencen udbydes i samarbejde med Banrock Station, der har sponsoreret præmierne. Banrock Station er ud over deres vine kendt for at bruge en del af deres overskud til at støtte naturprojekter verden over. I Danmark har Banrock Station i samarbejde med Dansk Ornitologisk Forening oprettet særlige lærkepletter, der gør det nemmere for sanglærkerne at finde mad til deres unger, og på den måde sikrer bestanden fremover.

Pragtvandnymfe – eller hvordan naturen gavmildt deler et skud eventyr lige nu

Måske kender du allerede pragtvandnymfe? I så fald har du sikkert allerede i flere uger spejdet efter dem ved rindende åer, for de er intet mindre end magiske.

Hvis ikke du allerede kender dem, så læs lige med, for de er helt sikkert et nærmere bekendtskab værd. I virkeligheden synes jeg, at de er et af vores mest eventyrlige naturfænomener.

pragtvandnymfe

Arterne

Der findes to arter, og de lever ofte de samme steder. Blåvinget pragtvandnymfe er den du ser herover. Hele hannens vinge er meget smuk metallisk blå.

Blåbåndet pragtvandnymfe er den, som du kan se herunder. Og ja, de ligner hinanden. Ved blåbåndet pragtvandnymfe-hannen er vingen gennemsigtig, men med tydelige blå bånd/tegninger.

Begge er de lige smukke.

Begge får de dig til at føle, at du er med i Avatar eller en anden magisk og storslået fortælling, når de flyver om ørerne på dig.

pragtvandnymfe1

pragtvandnymfe3

Pragtvandnymferne er 3 år om at udvikle sig fra æg til smuk, smuk guldsmed. Som udvokset er levetiden ligeså kort, som guldsmeden er elegant i sommersolen. Sølle 3 uger bliver det til, i hvilken de skal nå at parre sig og lægge nye æg. Jeg tror ikke, de har tid til serielt monogami. 😉

Men de gør sig ikke på fotos, og de bør i høj grad nydes i virkeligheden, hvor deres luftakrobatik udgør den fineste flyveballet, jeg nogensinde har set. Jeg tog et par ubehjælpelige videoer med min telefons slowmotion funktion – dem kan du se herunder.

God fornøjelse – og tag endeligt børnene med. Pragtvandnymferne er nemme at se, så der er nærmest garanteret succes, og de hverken bider eller stikker.

Hvor finder jeg pragtvandnymfe?

Du finder dem stort set over alt i Danmark, hvor der er små til mellemstore vandløb, med iltrigt og køligt vand. Jeg så dem ved Klostermølle, som jeg skriver mere om en anden dag. Men hvis du bør i Østjylland er det et oplagt – og meget smukt sted – at tage hen at se dem.

En lektion i ydmyghed…

Jeg står på det, der føles som kanten af verden.

Klipperne er skarpe, vinden hård, og Nordatlanten banker kontinuerligt og ubarmhjertigt mod kanten. Jeg tænker på de mennesker, der har levet her for mange år siden. Hvordan har de kunnet det?

Lavaengene gør alt ufremkommeligt. Det tager mig en time at gå få hundrede meter. Stort set intet kan gro her, og selv om havet i princippet er et stort spisekammer, har det til alle tider på disse kanter også været en lumsk og farlig modspiller.

londrangar

Jeg er lillebitte her, og ydmygheden sniger sig ind på mig.

Jeg tænker på mit sidste indlæg om at vælge selv, og tænker på mit himmelråbende mangel på perspektiv. Ganske vist vælger jeg selv de små ting, arbejdsopgaver, hvordan jeg bruger min tid og så videre. Men langt det meste har jeg intet at skulle have sagt omkring.

Det er så tydeligt her på kanten af verden.

Jeg er født priviligeret. På et heldigt sted, på et heldigt tidspunkt. Jeg har hverken risikeret sult, kuldedød eller vulkanudbrud. Jeg har gået i skole, fået en uddannelse. Mad er noget, vi køber, og der er så meget af det, at vi har mere, end vi kan spise. Jeg har overlevet svære graviditeter, sygdomsforløb og alle mine børn er overlevet på grund af adgangen til lægehjælp. Jeg havde ikke klaret den her.

Jeg har meget at være taknemmelig for. Meget, som jeg ikke selv har valgt, men hvor jeg bare har været usandsynligt heldig. Jeg er et lille bitte skib på livets store hav, og det er nemt at komme til at bilde sig selv ind, at man er en dygtig sejler, når man i virkeligheden bare har været heldig med vejret.

Det minder de smukke basalt formationer ved Lóndrangar mig om. Jeg er ydmyg og taknemmelig – også for lektionen.

Sort sol – lyset vender tilbage og stærene flokkes

Der har været stille på bloggen. Vinterstille.

Men nu er lyset vendt tilbage, og med lyset lysten, livet og energien.

stære sort sol tøndermarsken nationalpark vadehavet

stære sort sol tøndermarsken nationalpark vadehavet

stære sort sol tøndermarsken nationalpark vadehavet

Noget af det mest fantastiske ved at bo i Norden, hvor årstiderne skifter, er at få lov til at mærke, hvordan verden ligesom vågner på ny hvert eneste forår. Hvordan alt det grønne fortrænger mørket, og fuglenes stemmer indtager lydbilledet i naturen.

Jeg elsker det. Det er umuligt ikke at blive smittet af vitaliteten. Og forventningen om de lune lyse måneder, der ligger foran os blæser vinterstøvet af sjælen. Det er forår.

Endeligt!

Foråret har mange tegn. Et af de tegn, som jeg sætter særlig pris på og har nydt til fulde i påskeferien er de store stæreflokke, der samler sig ved solnedgang. Sort sol.

Det er en gåde, hvordan de koordinerer deres færden, og magisk hvordan de i den fælles indsats mod rovfuglene danner de mest fantastiske formationer i luften, før de går samlet til ro i sivene.

Men først samles de i trætoppene. Her sidder de så tæt, at man næsten tror det umuligt.

stære sort sol tøndermarsken nationalpark vadehavet

stære sort sol tøndermarsken nationalpark vadehavet

Og når de samlet letter, ser det næsten ud som om træet går i opløsning.

stære sort sol tøndermarsken nationalpark vadehavet

stære sort sol tøndermarsken nationalpark vadehavet

stære sort sol tøndermarsken nationalpark vadehavet

stære sort sol tøndermarsken nationalpark vadehavet

stære sort sol tøndermarsken nationalpark vadehavet

Det er så fascinerende. Se her, filmet med håndholdt mobil i gråvejr:

Men snyd ikke dig selv. Tag selv ud at se det. Stærene optræder igen i aften. 🙂

Hurtig og nem adventskrans med materialer fra haven

I morgen skal det første lys i årets adventskrans tændes, og julen nærmer sig.

Måske har du endnu ikke fået din adventskrans i hus, og så vil jeg gerne vise dig, hvor nemt, hurtigt og billigt det kan gøres.

Vores adventskrans vinder ingen blomsterbinder-priser. Den er bundet løst, hurtigt og mildest talt uprofessionelt, til gengæld er den helt vores egen.

Den består i al sin enkelhed af en gammel halmkrans viklet med buksbom og lidt lærkegrene fra haven. Det eneste, som jeg har været ude at købe var lysene.

Vær ikke bange, selv om du ingen erfaring har med at binde kranse. Både buksbom og lærk (og for den sags skyld gran, enebær og fyr) er dækkende og tilgivende. Det må gerne stritte lidt, og lidt uensartethed i bindingen øger kun charmen.

adventskrans diy

En gang imellem har det sin fordel at være langsom. Vi har i flere år talt om at fælde det store, skæve lærketræ i haven. Det er mildest talt ikke kønt, og det stjæler både lys og næring fra æbletræerne. Lige i dag tænker jeg dog, at det var fint, vi ikke nåede det.

adventskrans diy

Når jeg henter materialerne til min adventskrans og julens andre dekorationer i haven eller i skoven, får jeg så meget mere end selve materialerne. I dag har jeg nydt godt af lyset, der hjælper mig mod vinterens tungsind, ligeledes har jeg fået duftene af jord, træ og mørk november skov. Jeg har fået lidt motion på den bløde skovsti, og jeg har taget årstiden ind.

Alt sammen hjælper mig til at kunne glæde mig til jul.

adventskrans diy

DSC_7053

Og hvis du nu bare ikke gider binde en adventskrans, så stil 4 lys på et fad og nyd turen i naturen i stedet. Der er afsindigt smukt i verden lige nu.

Jeg håber, at du får den dejligste første søndag i advent. Jeg er i hvert fald klar nu. 🙂

5 gode grunde til at droppe Black Friday

Black Friday er ud over det hele i disse dage. På Facebook, i din postkasse, i tv, radio og på bussen, som du kører bagefter på vej til arbejde. Spar 20, 30, 40%. Køb 3 betal for 2. Vi har åbent hele dagen og natten med. Køb, køb, køb!

Men vent nu lige et øjeblik. Vi bringer dig 5 gode grunde til, at du skal droppe Black Friday, selv om du i virkeligheden kun behøver én. Og den ene er så simpel:

1. Du har allerede nok

Når du bor i Danmark og derfor læser dette indlæg, der er skrevet på dansk, er det langt mest sandsynligt, at du i virkeligheden har alt for meget, end at du har for lidt. Du vil derfor sikkert blive mere lykkelig af at smide noget ud, end du vil af at købe mere.

Men i fald at du alligevel har brug for flere gode grunde, får du dem her:

2. At eje flere ting gør dig ikke gladere

Du kan stille dig selv spørgsmålet: Hvornår var jeg gladest i mit liv? Var det da du ejede mest? Højest sandsynligt var det ikke det, men hvis det alligevel var, kan du jo stille dig selv spørgsmålet, om du var mest glad på det tidspunkt, fordi du ejede mest, eller om der var andre faktorer, der i højere grad påvirkede dit glædesniveau? Personligt har det, der gør mig gladest meget lidt med materielle ting at gøre. Det handler i stedet om mennesker, kærlighed, varme, tillid og intimitet.

3. At bruge tid på at købe ting på Black Friday berøver dig tid fra det, som i virkeligheden er vigtigt for dig. 

Din tid er værdifuld. Ingen af os ved, hvor længe vi har, og derfor skal vi bruge vores tid klogt. En australsk sygeplejerske indsamlede fortrydelser fra døende patienter. Ingen fortrød at være gået glip af Black Friday. I stedet fortrød de blandt andet, at de havde brugt for meget tid på deres arbejde, at de havde manglet mod og at de ikke havde holdt kontakt med deres venner. Brug derfor tiden fredag på noget, som du ikke vil fortryde.

4. At bevæge sig ind i menneskemylderet øger dit stressniveau

Black Friday er manglende parkeringspladser. Folk over det hele. Mennesker der støder ind i dig fra dine blinde vinkler og uendelige køer. Alt sammen noget, der øger dit stressniveau og ikke gør dig godt.

Hvis du i stedet gerne vil sænke dit stressniveau viser forskning, at det gøres effektivt ved at bevæge sig væk fra byen og ud i naturen i stedet. Så måske er din tid bedre brugt fredag på en tur i skoven med en du holder af i hånden?

5. Uhæmmet, uovervejet og unødvendigt forbrug skader vores klode

Det koster resurser at producere ting. Det koster også resurser at transportere dem, reklamere for dem osv. Jo mere vi genanvender de ting, der allerede er produceret og derfor allerede har belastet miljøet, jo færre nye ting har vi brug for. Det er derfor smartere miljømæssigt at genanvende end at købe nyt.

Under alle omstændigheder ønsker vi dig den bedste fredag i morgen. Måske vi ses i skoven?

Frosne bøgeblade i vinterskoven

Spor i landskabet – sporene ved Lyngbygaard Ådal

Kender du ‘Spor i landskabet‘? Spor i Landskabet er vandrestier, der giver alle interesserede mulighed for at opleve sider af den danske natur, som ellers ikke er tilgængelig for offentligheden. I dag udforskede vi dele af et par spor, der ligger i vores nærområde – nemlig sporene i Lyngbygaard Ådal.

Sporene i Lyngbygaard ådalSkoven var faldet til ro ovenpå nattens storm, der også havde blæst tåge og skyer væk. Jeg var heldig at få både min mor og min yngste med på turen.

Sporene i Lyngbygaard ådal

Sporene i Lyngbygaard ådal

Vi sluttede af med varm kakao i fugletårnet med udsigt til den ny sø og træstien ved Lyngbygaard å.

Sporene i Lyngbygaard Ådal

Sporene i Lyngbygaard Ådal

Sporene i Lyngbygaard Ådal

Nu er vi glade, trætte og møgbeskidte. Vi har givet de værste kakaorester noget pletfjerner og plantet os selv foran brændeovnen med et uldtæppe.

Hold nu op, en smuk efterårssøndag! <3