Enkelt lifehack – jeg vælger selv!

Jeg tror ikke, at der findes en hurtig vej eller en enkel opskrift på det gode liv.

Gid der gjorde, kan jeg tage mig i at tænke, når meningsløsheden ånder mig i nakken, modvinden blæser ubarmhjertigt og lidt for meget virker uoverkommeligt og svært.

Frugtræerne blomstrer - og jeg vælger selv

Men så alligevel. For lige der, når det er allersværest, skal jeg huske mig selv på, at jeg er faldet i en fælde. En fælde, der klapper umærkeligt bag mig, og som jeg kun kender alt for godt, men som jeg derfor også kender vejen ud af.

Jeg ved ikke, hvor den kommer fra, fælden, men jeg bærer den med mig i verden, og med jævne mellemrum falder umærkeligt og dybt ned i den.

Fælden er, at jeg tror, jeg skal alt muligt.

Fælden er, at jeg føler mig fanget af alt det, som jeg tror, jeg skal.

Fælden er, at jeg får lidt ondt af mig selv over alt det, som jeg tror, jeg skal. Deadlines, der presser. Arbejdsopgaver, der er komplekse. Krav om effektivitet og hurtighed, når alt i mig skriger på langsomhed og eftertænksomhed.

Frugtræerne blomstrer - og jeg vælger selv

Jeg vælger selv…

Måske kender du også den fælde? Eller måske er det mest min egen?

Under alle omstændigheder vil jeg gerne dele vejen ud af den. For det er en fælde. Tanken om alt det, som jeg skal, er ikke sand. Langt det meste af det, som presser mig, er noget, som jeg aktivt selv har valgt, og hvor jeg jo bare kunne vælge anderledes.

Og når jeg i mine tanker skifter perspektivet fra “Jeg skal...” til “Jeg vælger…” er det som om de indre tektoniske plader flytter sig. Pludseligt mærker jeg energi fremfor opgivenhed. Pludseligt mærker jeg, at jeg er på vej til at tage magten tilbage, fremfor at lægge ansvaret fra mig.

For at komme ud af fælden, skal jeg i en periode være bevidst om mine tanker. Jeg skal bevidst og systematisk udskifte “Jeg skal...”, “Jeg bør...” og “Jeg må…” (indsæt selv sammenbidte tænder og et lidende udtryk i blikket) med “Jeg vælger…“.

For der er det vigtige med valg, at man kan sige nej. Det er ok, at sige nej. Det glemmer jeg, når jeg tror, jeg skal, jeg bør og jeg må.

Jeg skal jo ret beset ikke overholde den deadline, men jeg vælger at gøre det, fordi den artikel som jeg er ved at skrive faktisk giver mening for mig, og fordi den indeholder tanker, som jeg gerne vil dele med verden. Jeg kunne vælge anderledes. Jeg kunne vælge et arbejdsliv uden skriveopgaver, uden skrivemuligheder, men det har jeg ikke gjort. Jeg har valgt lige præcist dette liv.

Jeg kan vælge at insistere på langsommelighed. Jeg kan vælge at tage det hele i mit tempo og nå, det jeg så når. Jeg kan vælge at sige nej, når jeg bliver spurgt til arbejdsopgaver, som jeg ikke har tid til. Jeg kan vælge at passe på mig selv, før alt muligt andet.

Hver eneste dag har jeg chancen for at vælge og vælge om. Og jeg har derfor med jævne mellemrum brug for at minde mig selv om, at min verden er, som den er, fordi jeg med de vilkår jeg nu er givet, har valgt at gøre præcist, som jeg har gjort.

Måske trækker det op til at vælge om, men indtil da har jeg valgt netop dette.

One comment

  1. Pingback: En lektion i ydmyghed... - Mere af det gode

Post a comment

You may use the following HTML:
<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>