Om madfotokursus og om at have meget at lære…

Som jeg skrev før mit kursus i madfoto, glædede jeg mig helt vildt til at skulle af sted. Og lad mig sige det med det samme, mine forventninger blev indfriet til fulde… og så lidt til. Jeg anbefaler gerne Fru Knips´ kurser til alle, der gerne vil arbejde videre med madfotografi.

For Fru Knips aka Pia Enghild er en inspirerende og tålmodig lærer. Vi var kun få kursister i hendes usigeligt lækre fotostudie, så der var både tid og rum til fordybelse. Vi startede samlet, hvor vi blandt mange andre ting lærte om lysets kvalitet og retning og betydningen for både former og farver – derefter var der tid til at fordybe sig både på egen hånd og med Pias kyndige hjælp.

Herunder ser du lidt hurtige Insta-shots fra dagen.

madfoto

Jeg var særligt interesseret i at udforske kunsten at fotografere i kunstigt lys. Smukke fotos er det, der bærer min motivation til at blogge, og når lyset mangler i vinterhalvåret her på den nordlige halvkugle, kan jeg se, at det går ud over mine fotos og dermed også mine blogs. Det er jeg ærgerlig over.

Jeg ville derfor rigtigt gerne lære, hvordan jeg tager fotos, som jeg kan holde ud at se på og vise frem for verden, når det naturlige lys svigter. Det er svært, synes jeg.

Og det synes jeg fortsat. Men nu ved jeg en hel masse om, hvordan jeg kan arbejde med det, og når jeg får købt mig en fotolampe, kommer jeg til at eksperimentere meget mere med netop det.

Gennem hele dagen strøede Pia rundhåndet ud af sin viden og tips og tricks. Vi legede med hendes alsidige regi, komposition osv. Herunder ser du mine billeder af en (indrømmet rimeligt kedelig) pastaret. Alle taget i lyset fra et nordvendt vindue sidst på dagen.

mad

Det er samme opstilling. På billede to er tilføjet lidt grønt på toppen af pastaen, og på billede tre yderligere en gaffel på kanten af tallerknen. Det er små tilretninger, men de gør en forskel synes jeg. Hvad synes du?

Anyway, jeg gik glad og træt hjem fra mit kursus. Jeg har det, som da jeg havde fået mit kørekort. Jeg har lært en hel masse, men jeg er også pinligt bevidst om, at det kommer til at tage en masse øvelse at bringe min nye viden i spil.

Jeg glæder mig så meget til at lege mere med mad og kamera!

DSC_8920

One comment

  1. Benedicte

    Jeg synes det gør en utrolig forskel med de elementer, du har tilføjet. Dejligt at dine forventninger blev opfyldt – jeg glæder mig til at se, hvordan du vil bruge det fremover 🙂