Puslespil – forårsrengøring i en hverdagstræt hjerne

Der var puslespil i min barndom, og jeg elskede det.

Puslespil til børn. Puslespil til voksne. Og puslespil som børn og voksne arbejdede sammen om.

I perioder inddrog min mor simpelthen spisebordet, og et kæmpe puslespil blev et projekt, der krævede ydmyghed og koncentration. Hvis jeg kunne fokusere og holde arme og ben i ro – kunne jeg få lov til at hjælpe.

Det var stort. Og dejligt. At sidde der fordybet sammen over et kæmpestort billede, der langsomt tog form.

Som voksen har puslespil også med mellemrum været en del af mine ferier, og nu får mine børn lov til at hjælpe under præcist de samme betingelser, som dem min mor stillede i 80´erne. 😉

Barn med puslespil - fotograf Erika Brandt, All Rights Reserved

Der er mange gode grunde til at lægge puslespil. Men jeg lægger puslespil fordi,  det giver mig en velsignet ro og sænker effektivt farten på tankerne fra hverdags-vanvid til ferie-ro. 🙂

Jeg har opdaget at en bestemt type puslespil for mig giver mere ro end andre, så det tip, vil jeg gerne give videre.

Typen hedder Wasgij (jigsaw bagfra;-)) – og fidusen ved disse puslespil er, at motivet på kassen IKKE er identisk med motivet, som du skal samle (ja, tyg lige på den et øjeblik ;-)).

Den finesse er i mine øjne genial, selv om den kan synes ubetydelig. For den forskel gør, at det at samle puslespil flytter sig fra at være en ‘jeg-stirrer-på-låget-maraton’ til at fokus flyttes til brikkerne, formerne og figurerne. Og det gør en kæmpe forskel for, hvordan det føles i hjernen. Det er forårsrengøring i en hverdagstræt hjerne. Intet mindre.

Puslespillet som jeg lige er startet på er af typen Wasgij Destiny – det betyder, at motivet på kassen er fra gamle dage, og motivet på selve puslespillet er, hvordan det samme motiv så ser ud i dag.

Udover ‘Destiny’ holder jeg også meget af deres kategori ‘Mystery’, hvor motivet på kassen viser en situation, der så førte til det motiv, som du skal samle. Mon ikke idyllen her blev forstyrret af Loch Ness-uhyret?

Anyway, vi ses på den anden side af mit 1000 brikkers puslespil. Jeg starter med at finde kanten. 😀

Puslespil, Wasgij

__________________

Mereafdetgode.dk er en blog om det gode liv. Følg os på Facebook, hvis du vil have tips og inspiration til at nyde både hverdage og ferier lidt mere.

Dette indlæg indeholder et eller flere affiliate link, der giver os kommission, hvis du køber noget. Vi linker kun til vores foretrukne webshops, og når du køber noget gennem et affiliate link, støtter du vores arbejde.

 

3 comments

  1. Mette

    Jeg puslede med min far… puslespil med i tusindvis af brikker. Vi kunne sidde i timevis ved siden af hinanden ved hans store skrivebord og lægge brik efter brik.

    Jeg får stor lyst til igen at kaste mig over det 🙂

Post a comment

You may use the following HTML:
<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>