Tagged: ferie

Om at bryde hverdagsboblen og finde roen på en tyrkisk bjergside

Jeg ved ikke, hvorfor det føles, som om verden roterer med tiltagende hastighed op mod en ferie. Opgaverne stiller sig ligesom i kø, og hverdagen hiver én hårdt i ærmet, som ville den sige: “Gå ikke. Bliv her. Vi to hører sammen.”

Jeg har ikke nået det, som jeg mente, jeg skulle. Og jeg genkender det som et af hverdagens tricks for at få mig til at blive hængende. Hverdagen bilder mig ind, at alle mulige ligegyldige opgaver er vigtige. Op mod en ferie skal jeg gang på gang minde mig selv om, at det er de ikke. 95% af vigtigheden i hverdagens opgaver er et fatamorgana, en vandspejling, en illusion, der mister sin magi så snart man bryder ud af hverdags-boblen.

Nå, men fordi jeg lod mig besnære af hverdagens forsøg udi at camouflere uvigtigt, som vigtigt, fandt jeg mig selv stående aldeles uforberedt i Hamburg lufthavn forleden. Udefra lignede jeg måske mig selv, men indeni følte jeg mig som en fugl, der var trukket baglæns ud af fuglekassen. Fjerene i uorden, det indre kompas ikke kalibreret. Men dog på vej. Væk fra hverdagen.

I flyet lod jeg mig opsluge af “En mand der hedder Ove”, og skuldrene sænkedes langsomt, mens hjertet faldt til ro, og Ove brød hverdags-illusionen og gav ilt til hjernecellerne.

Tyrkiets bjerge set fra luften

På den anden side af flyveturen ventede en køretur. Den 4-årige faldt i søvn i mit skød, og hendes rolige vejrtrækning akkompagnerede turen gennem bjergene.

Nu er vi fremme. Vi har fundet ro her ude på kanten af verden, hvor græshopperne sætter lydkullissen og intet sker.

Vi sover
I mørke er alle billeder grumsede, men søvnen er ren som sne.

Vi bor på et lille pensionat, hvor vi er de eneste gæster. I bjergene, tæt på havet.

Vi skal ingenting. Som i ingenting overhovedet, og det passer os så fint.

Langsomt begynder brikkerne i hovedet at falde på plads. Langsomt finder vi tilbage til os selv, fordi når stilheden sætter ind, er det kun det, der er tilbage. Os selv. I ro.

——

Disclaimer. Foretrukne ferieformer er ligeså forskellige, som mennesker. Jeg skriver om mine oplevelser på min private ferie til pensionatet ‘Den lille havfrue’ i Cirali. Indlæggene er ikke sponsorerede, og alt hvad jeg skriver er udtryk for min egen subjektive opfattelse.