Tagged: ingefær

Ginger Nuts

Man kunne måske indvende, at det var passende, at jeg snart kom igang med at forberede maden til i aften, når nu gæsterne kommer om et øjeblik.

Men jeg vil til mit forsvar sige, at jeg synes, at det var ret vigtigt, at “nogen” opdagede OG greb ind i forhold til det uforskammede, åbenlyse og meget grove Ginger Nuts tyveri, som jeg netop har afværget…

Jeg har på fornemmelsen, at det var ham her, der havde udtænkt det hele.

Hvis du også har lyst til Ginger Nuts kan de laves lynhurtigt. Jeg blandede ca. 200 gram rørsukker med 150 g. blødt smør, et æg og lidt salt. Bagefter rørte jeg en blanding af 250 g. mel, en halv tsk. natron, 4 tsk. ingefær, en tsk kanel og en tsk stødte nelliker i, hvorefter jeg stod med en blød småkagedej.

Jeg er doven, så jeg lavede en pølse af dejen og smed den i køleskabet til der kunne skæres skiver af den. Herefter skulle de have 10 min. ved 180 grader i min ovn. Jeg ved ikke med din. 😉

Ahemn… nu smutter jeg lige tilbage til voksenlivet. Vi ses! 😀

___________________________

Dette indlæg er oprindeligt bragt på min personlige blog: http://thinkingspace.dk