Tagged: natur

Om at bryde hverdagsboblen og finde roen på en tyrkisk bjergside

Jeg ved ikke, hvorfor det føles, som om verden roterer med tiltagende hastighed op mod en ferie. Opgaverne stiller sig ligesom i kø, og hverdagen hiver én hårdt i ærmet, som ville den sige: “Gå ikke. Bliv her. Vi to hører sammen.”

Jeg har ikke nået det, som jeg mente, jeg skulle. Og jeg genkender det som et af hverdagens tricks for at få mig til at blive hængende. Hverdagen bilder mig ind, at alle mulige ligegyldige opgaver er vigtige. Op mod en ferie skal jeg gang på gang minde mig selv om, at det er de ikke. 95% af vigtigheden i hverdagens opgaver er et fatamorgana, en vandspejling, en illusion, der mister sin magi så snart man bryder ud af hverdags-boblen.

Nå, men fordi jeg lod mig besnære af hverdagens forsøg udi at camouflere uvigtigt, som vigtigt, fandt jeg mig selv stående aldeles uforberedt i Hamburg lufthavn forleden. Udefra lignede jeg måske mig selv, men indeni følte jeg mig som en fugl, der var trukket baglæns ud af fuglekassen. Fjerene i uorden, det indre kompas ikke kalibreret. Men dog på vej. Væk fra hverdagen.

I flyet lod jeg mig opsluge af “En mand der hedder Ove”, og skuldrene sænkedes langsomt, mens hjertet faldt til ro, og Ove brød hverdags-illusionen og gav ilt til hjernecellerne.

Tyrkiets bjerge set fra luften

På den anden side af flyveturen ventede en køretur. Den 4-årige faldt i søvn i mit skød, og hendes rolige vejrtrækning akkompagnerede turen gennem bjergene.

Nu er vi fremme. Vi har fundet ro her ude på kanten af verden, hvor græshopperne sætter lydkullissen og intet sker.

Vi sover
I mørke er alle billeder grumsede, men søvnen er ren som sne.

Vi bor på et lille pensionat, hvor vi er de eneste gæster. I bjergene, tæt på havet.

Vi skal ingenting. Som i ingenting overhovedet, og det passer os så fint.

Langsomt begynder brikkerne i hovedet at falde på plads. Langsomt finder vi tilbage til os selv, fordi når stilheden sætter ind, er det kun det, der er tilbage. Os selv. I ro.

——

Disclaimer. Foretrukne ferieformer er ligeså forskellige, som mennesker. Jeg skriver om mine oplevelser på min private ferie til pensionatet ‘Den lille havfrue’ i Cirali. Indlæggene er ikke sponsorerede, og alt hvad jeg skriver er udtryk for min egen subjektive opfattelse.

En lektion i ydmyghed…

Jeg står på det, der føles som kanten af verden.

Klipperne er skarpe, vinden hård, og Nordatlanten banker kontinuerligt og ubarmhjertigt mod kanten. Jeg tænker på de mennesker, der har levet her for mange år siden. Hvordan har de kunnet det?

Lavaengene gør alt ufremkommeligt. Det tager mig en time at gå få hundrede meter. Stort set intet kan gro her, og selv om havet i princippet er et stort spisekammer, har det til alle tider på disse kanter også været en lumsk og farlig modspiller.

londrangar

Jeg er lillebitte her, og ydmygheden sniger sig ind på mig.

Jeg tænker på mit sidste indlæg om at vælge selv, og tænker på mit himmelråbende mangel på perspektiv. Ganske vist vælger jeg selv de små ting, arbejdsopgaver, hvordan jeg bruger min tid og så videre. Men langt det meste har jeg intet at skulle have sagt omkring.

Det er så tydeligt her på kanten af verden.

Jeg er født priviligeret. På et heldigt sted, på et heldigt tidspunkt. Jeg har hverken risikeret sult, kuldedød eller vulkanudbrud. Jeg har gået i skole, fået en uddannelse. Mad er noget, vi køber, og der er så meget af det, at vi har mere, end vi kan spise. Jeg har overlevet svære graviditeter, sygdomsforløb og alle mine børn er overlevet på grund af adgangen til lægehjælp. Jeg havde ikke klaret den her.

Jeg har meget at være taknemmelig for. Meget, som jeg ikke selv har valgt, men hvor jeg bare har været usandsynligt heldig. Jeg er et lille bitte skib på livets store hav, og det er nemt at komme til at bilde sig selv ind, at man er en dygtig sejler, når man i virkeligheden bare har været heldig med vejret.

Det minder de smukke basalt formationer ved Lóndrangar mig om. Jeg er ydmyg og taknemmelig – også for lektionen.

En nat i shelter – havluft og solnedgang #2

April måneds shelterovernatning smagte af mere. Meget mere faktisk.

I mit stille sind lovede jeg mig selv mere. Mere ro, mere frisk luft, mere stilletid. Mindst én nat om måneden og et nyt shelter hver gang.

Det blev ultimo maj, før jeg kom af sted, men mit løfte til mig selv hjalp mig, og det fortrød jeg ikke.

Jeg tog til Rygård Strand. Da det vigtige for mig er aflading og opladning, er det altafgørende, at det er nemt at komme af sted. Derfor hentede jeg en pizza i Randers og sparede mig selv for planlægning af og arbejdet med at lave mad. Pizzaen spiste jeg, mens jeg så solen sænke sig i havet.

DSC_4864

DSC_4872

DSC_4871

DSC_4873

Fakta:

Hvor: Rygård Strand

Beliggenhed: På toppen af Djursland med udsigt over havet

Faciliteter: 2 sheltre – god plads til to familier. Bålplads – tag dit eget brænde med. Toilet og håndvask med vand, der kan drikkes. Hvis du fisker, skulle det være et fint sted at smide en line i vandet.

Flere informationer: Klik her.

DSC_4902

DSC_4910

DSC_4911

DSC_4912

DSC_4880

DSC_4888

_______

Dette indlæg er det andet af en serie. 12 sheltre på 12 måneder – fra april 2015  til marts 2016. Du kan se de andre indlæg i serien lige her.