Tagged: P. Clausen

Om at stryge mandag med hårene – og om glæden ved en god fiskemand

Jeg ved det af erfaring. Mandag kan være den strideste kælling.

Heldigvis ved jeg også, hvordan jeg kan omgå hende på en måde, så vi begge slipper fra det med værdigheden i behold. Det handler om at have en plan. Det handler om pauser og egenomsorg.

I dag slog jeg egenomsorgen sammen med pausen og smuttede forbi min yndlings fiskepusher.

foto 1

Det er P. Clausens Fiskehandel på havnen i Aarhus. Den er så ufatteligt lækker den butik, og betjeningen er både venlig, kyndig og varm.

I dag var ingen undtagelse, og jeg gik gladere fra fiskehandleren, end jeg kom derind…. og det på trods af denne lidt skræmmende velkomst. 😉

foto 2

Anyway, det er sæson for stenbiderrogn, og jeg vil bare sige til dig: Nyd det! De er usædvanligt gode og usædvanligt billige for tiden. Ved P. Clausen i dag kunne jeg få 100 g rensede rogn for en flad 25 kr. Det er rørende billigt for smagen af luksus og forår.

Mette Helbak har skrevet lidt på sin blog om, hvorfor stenbiderrogn er superfood. Det handler blandt andet om d-vitaminer og sunde fedtsyrer, men sus selv over på hendes blog og bliv klogere.

Hvis nu du smutter forbi din fiskepusher snart, så lover jeg til gengæld at vise i morgen, hvad jeg gjorde ved mine rogn. Det er enkelt, old school og ligeså nemt, som det er lækkert. 😀