Tagged: Sophie Løhde

Er du min minister, Sophie Løhde?

Ind imellem virker virkeligheden så absurd, at jeg mister mælet. Sådan har jeg det i disse dage, når jeg følger overenskomststridighederne på det offentlige område.

Min kollega på UCC, Henrik Tarp Vang udtrykker det sådan her i Magisterbladet:

”At sige til engagerede medarbejdere, at de kun vil tage og ikke give – dét er altså voldsomt provokerende, når alle omkring mig knokler for at levere ordentligt kvalitet i uddannelsen samtidig med, at vi eksekverer fyringer og bruger langt mere tid på at finde besparelser end på innovation. Det giver mange en følelse af, at arbejdsgiver ikke længere deler vores interesse, men at vi står ret alene om at slås for de gode professionsuddannelser”.

Selv synes jeg ikke engang, at ‘voldsomt provokerende’ dækker mere. Med en varslet lockout virker ordet ‘ødelæggende’ efterhånden mere relevant.

For hvad sker der, når man massefyrer et meget stort antal af offentligt ansatte, der i forvejen er voldsomt pressede? Mennesker, der trods mere og mere umulige rammer fortsat står op hver dag og kerer sig om kerneopgaven.

Hvad sker der, når statens chefforhandler og minister, Sophie Løhde demonstrerer åbenlys foragt og mistro til sine ansatte? En stor mængde af offentligt ansatte, der i højere og højere grad føler, at de skal snyde sig til at levere kvalitet, fordi alt fra almindelig sund fornuft til tunge faglige argumenter arrogant bliver affejet af deres øverste arbejdsgiver.

Hvad sker der, når man endnu en gang skubber til en stor gruppe mennesker, hvis grundvilkår i arbejdslivet er konstant at løbe en lille smule hurtigere, hugge en hæl, klippe en tå, rive og flå i sig selv og deres faglighed i et forsøg på at få vores sundhedssystem, uddannelsessystem, retssystem etc. til at fungere?

Jeg ved det ikke, men jeg håber heller ikke, at vi finder ud af det. For vi er alle tabere, hvis denne konflikt fortsat tilspidses.

Lige nu er jeg (en lille smule) slået ud. For jeg synes, at det er svært at håndtere, at min arbejdsgiver taler om min arbejdsindsats, som om jeg er både uduelig og beregnende (i virkeligheden kender jeg ingen, der tager arbejde i det offentlige ud fra økonomiske motiver, men det ved du vel også godt selv, Sophie?)

Men jeg er ikke slået hjem!

Jeg tror på mennesker. Jeg tror på forståelse, dialog og menneskelighed. Jeg tror på tillid som en bærende kraft i et demokratisk samfund. Og jeg tror, at hvis du, Sophie Løhde, udhuler dine ansattes tillid, så vil du om kort tid stå overfor langt større og alvorligere problemer end denne overenskomstkonflikt.

Jeg tror også, at den foragt og vrede, som du spreder, for at spinne befolkningen over på din side kommer til kort, Sophie. Ganske enkelt tror jeg ikke, at befolkningen hopper på, at der er en side, der er din i alt det her.

De offentligt ansatte ER jo befolkningen. Du er selv offentligt ansat for hulan. Og vi er alle lige dele afhængige af, at den offentlige sektor fungerer. Vi har børn, der skal opfostres, trives og uddannes. Vi har syge, der skal behandles og hjælpes tilbage på fode. Vi har gamle, der også skal have et værdigt liv. Vi har et samfund, der skal hænge sammen.

Der er kun én side, og den er vores allesammens.

Derfor har jeg arrangeret den nok mest fredelige demonstration i mands minde. Jeg inviterer til fællesstrik, eftertanke og menneskelighed. For vi har brug for varme og sammenhold, når iskolde vinde blæser over det samfund, som vi alle har brug for.

Strik en hue. Strik den rød. Og bær den ligesom jeg som et symbol på, at menneskeligheden bør sejre.

Ideen er, at vi strikker os til varmen, strikker i fællesskab, strikker for at dele kærlighed, varme og sympati. Alle kan være med, og alle er velkomne.

https://www.facebook.com/events/164404907695664/

Fællesskabsstrik i anledning af ok18