Tagged: tanker

En lektion i ydmyghed…

Jeg står på det, der føles som kanten af verden.

Klipperne er skarpe, vinden hård, og Nordatlanten banker kontinuerligt og ubarmhjertigt mod kanten. Jeg tænker på de mennesker, der har levet her for mange år siden. Hvordan har de kunnet det?

Lavaengene gør alt ufremkommeligt. Det tager mig en time at gå få hundrede meter. Stort set intet kan gro her, og selv om havet i princippet er et stort spisekammer, har det til alle tider på disse kanter også været en lumsk og farlig modspiller.

londrangar

Jeg er lillebitte her, og ydmygheden sniger sig ind på mig.

Jeg tænker på mit sidste indlæg om at vælge selv, og tænker på mit himmelråbende mangel på perspektiv. Ganske vist vælger jeg selv de små ting, arbejdsopgaver, hvordan jeg bruger min tid og så videre. Men langt det meste har jeg intet at skulle have sagt omkring.

Det er så tydeligt her på kanten af verden.

Jeg er født priviligeret. På et heldigt sted, på et heldigt tidspunkt. Jeg har hverken risikeret sult, kuldedød eller vulkanudbrud. Jeg har gået i skole, fået en uddannelse. Mad er noget, vi køber, og der er så meget af det, at vi har mere, end vi kan spise. Jeg har overlevet svære graviditeter, sygdomsforløb og alle mine børn er overlevet på grund af adgangen til lægehjælp. Jeg havde ikke klaret den her.

Jeg har meget at være taknemmelig for. Meget, som jeg ikke selv har valgt, men hvor jeg bare har været usandsynligt heldig. Jeg er et lille bitte skib på livets store hav, og det er nemt at komme til at bilde sig selv ind, at man er en dygtig sejler, når man i virkeligheden bare har været heldig med vejret.

Det minder de smukke basalt formationer ved Lóndrangar mig om. Jeg er ydmyg og taknemmelig – også for lektionen.

Enkelt lifehack – jeg vælger selv!

Jeg tror ikke, at der findes en hurtig vej eller en enkel opskrift på det gode liv.

Gid der gjorde, kan jeg tage mig i at tænke, når meningsløsheden ånder mig i nakken, modvinden blæser ubarmhjertigt og lidt for meget virker uoverkommeligt og svært.

Frugtræerne blomstrer - og jeg vælger selv

Men så alligevel. For lige der, når det er allersværest, skal jeg huske mig selv på, at jeg er faldet i en fælde. En fælde, der klapper umærkeligt bag mig, og som jeg kun kender alt for godt, men som jeg derfor også kender vejen ud af.

Jeg ved ikke, hvor den kommer fra, fælden, men jeg bærer den med mig i verden, og med jævne mellemrum falder umærkeligt og dybt ned i den.

Fælden er, at jeg tror, jeg skal alt muligt.

Fælden er, at jeg føler mig fanget af alt det, som jeg tror, jeg skal.

Fælden er, at jeg får lidt ondt af mig selv over alt det, som jeg tror, jeg skal. Deadlines, der presser. Arbejdsopgaver, der er komplekse. Krav om effektivitet og hurtighed, når alt i mig skriger på langsomhed og eftertænksomhed.

Frugtræerne blomstrer - og jeg vælger selv

Jeg vælger selv…

Måske kender du også den fælde? Eller måske er det mest min egen?

Under alle omstændigheder vil jeg gerne dele vejen ud af den. For det er en fælde. Tanken om alt det, som jeg skal, er ikke sand. Langt det meste af det, som presser mig, er noget, som jeg aktivt selv har valgt, og hvor jeg jo bare kunne vælge anderledes.

Og når jeg i mine tanker skifter perspektivet fra “Jeg skal...” til “Jeg vælger…” er det som om de indre tektoniske plader flytter sig. Pludseligt mærker jeg energi fremfor opgivenhed. Pludseligt mærker jeg, at jeg er på vej til at tage magten tilbage, fremfor at lægge ansvaret fra mig.

For at komme ud af fælden, skal jeg i en periode være bevidst om mine tanker. Jeg skal bevidst og systematisk udskifte “Jeg skal...”, “Jeg bør...” og “Jeg må…” (indsæt selv sammenbidte tænder og et lidende udtryk i blikket) med “Jeg vælger…“.

For der er det vigtige med valg, at man kan sige nej. Det er ok, at sige nej. Det glemmer jeg, når jeg tror, jeg skal, jeg bør og jeg må.

Jeg skal jo ret beset ikke overholde den deadline, men jeg vælger at gøre det, fordi den artikel som jeg er ved at skrive faktisk giver mening for mig, og fordi den indeholder tanker, som jeg gerne vil dele med verden. Jeg kunne vælge anderledes. Jeg kunne vælge et arbejdsliv uden skriveopgaver, uden skrivemuligheder, men det har jeg ikke gjort. Jeg har valgt lige præcist dette liv.

Jeg kan vælge at insistere på langsommelighed. Jeg kan vælge at tage det hele i mit tempo og nå, det jeg så når. Jeg kan vælge at sige nej, når jeg bliver spurgt til arbejdsopgaver, som jeg ikke har tid til. Jeg kan vælge at passe på mig selv, før alt muligt andet.

Hver eneste dag har jeg chancen for at vælge og vælge om. Og jeg har derfor med jævne mellemrum brug for at minde mig selv om, at min verden er, som den er, fordi jeg med de vilkår jeg nu er givet, har valgt at gøre præcist, som jeg har gjort.

Måske trækker det op til at vælge om, men indtil da har jeg valgt netop dette.