Tagged: ydmyghed

En lektion i ydmyghed…

Jeg står på det, der føles som kanten af verden.

Klipperne er skarpe, vinden hård, og Nordatlanten banker kontinuerligt og ubarmhjertigt mod kanten. Jeg tænker på de mennesker, der har levet her for mange år siden. Hvordan har de kunnet det?

Lavaengene gør alt ufremkommeligt. Det tager mig en time at gå få hundrede meter. Stort set intet kan gro her, og selv om havet i princippet er et stort spisekammer, har det til alle tider på disse kanter også været en lumsk og farlig modspiller.

londrangar

Jeg er lillebitte her, og ydmygheden sniger sig ind på mig.

Jeg tænker på mit sidste indlæg om at vælge selv, og tænker på mit himmelråbende mangel på perspektiv. Ganske vist vælger jeg selv de små ting, arbejdsopgaver, hvordan jeg bruger min tid og så videre. Men langt det meste har jeg intet at skulle have sagt omkring.

Det er så tydeligt her på kanten af verden.

Jeg er født priviligeret. På et heldigt sted, på et heldigt tidspunkt. Jeg har hverken risikeret sult, kuldedød eller vulkanudbrud. Jeg har gået i skole, fået en uddannelse. Mad er noget, vi køber, og der er så meget af det, at vi har mere, end vi kan spise. Jeg har overlevet svære graviditeter, sygdomsforløb og alle mine børn er overlevet på grund af adgangen til lægehjælp. Jeg havde ikke klaret den her.

Jeg har meget at være taknemmelig for. Meget, som jeg ikke selv har valgt, men hvor jeg bare har været usandsynligt heldig. Jeg er et lille bitte skib på livets store hav, og det er nemt at komme til at bilde sig selv ind, at man er en dygtig sejler, når man i virkeligheden bare har været heldig med vejret.

Det minder de smukke basalt formationer ved Lóndrangar mig om. Jeg er ydmyg og taknemmelig – også for lektionen.